Sæt dit et mål – det er SMART!
Inden læseferie og eksaminer sætter ind, kan de være en god idé, at du gør dig klart hvad du gerne vil opnå. Jo mere du forbereder hjernen konkret på dét, du ønsker dig, jo større chance er der for, at du lykkes med det.
Når du sætter dig mål, kan du lettere fokusere din energi, og det kan skabe en større motivation. Mål kan hjælpe dig til at skabe retning – og holde kursen. Når du løbende holder fokus på dit mål, kan du også opleve, at det bliver lettere at sige til og fra til ting, der ikke er vigtige for, at du når dit mål.
At sætte sig mål handler også om at tage ansvar. Når du sætter dig mål, er du proaktiv. Du gør noget, selv! Det gør tilfredsheden endnu større, når du opnår dét, du ønsker. Det er dit værk.
Hjernen forstår ikke ordet ”ikke”. Så når du sætter dig mål, er det vigtigt, at det er formuleret positivt. Du skal altså fortælle dig selv dét, du ønsker at opnå – og ikke dét, du vil være fri for. Fx ”Jeg vil gerne være rolig og selvsikker til eksamen” – fremfor ”Jeg vil bare ikke have, at klappen går ned igen”.

Vi kan anbefale dig at arbejde med modellen ”SMART-MÅL”, hvor du beskriver helt konkret:
- S for specifikt – hvad er dit specifikke mål for enten din læseferie eller kommende eksamen
- M for målbart – hvordan kan du måle dit mål – hvad er beviset på, at du er kommet i mål
- A for attraktivt – hvor attraktivt og vigtigt er dit mål – hvad vi det give dig at opnå det
- R for realistisk – hvor realistisk er dit mål – i forhold til tid, ressourcer, kompetencer, styrker
- T for tidsbestemt – hvornår vil du gerne være i mål – sæt konkret tidspunkt på
Bryd dit mål ned i små delmål bagefter og læg en plan for, hvornår og hvordan du går i gang. Tag så dit første skridt – og husk herefter at fejre ethvert skridt du tager henimod dit slutmål. Det giver en god selvfølelse og hjælper dig til at holde motivationen oppe.
Det er SMART 😊