fbpx

Det lyder måske maks kedeligt, men hvis du lærer at planlægge din tid – din dag/uge/måned effektivt, så kan det hjælpe dig, til at have det store & realistiske overblik og i sidste ende give dig frihed til at være spontan.

En god ide kan være at gøre det visuelt – feks ved at skrive på post-it noter, i excel/word eller ved at tegne et skema

1. Det store overblik

Vores forslag er at du starter med at få det store overblik over skoleåret, hvornår er der ferier, AT, SRP, afleveringer, terminsprøver, læseferie, eksaminer. Du kan f.eks. lave en liste eller tegne op på post its. 

2. Ugeplan

Lav nu en grund-ugeplan i skemaform – du kan faktisk lave et ”omvendt” skoleskema (men husk alle ugens 7 dage og at der skal være plads til alle dine ”vågne” timer). Du tegner først dine skoletimer ind, så er der en masse huller du kan fylde ud bagefter.  

I hullerne skal du både planlægge læsning og opgaveløsning, men også arbejde, fritidsinteresser, sport/motion og dit sociale liv. Sådan at du med god samvittighed kan mødes med venner/veninder og holde fri, når du holder fri.

3. Juster/følg op

Find en fast dag på ugen hvor du følger op på din plan/laver nyt skema.  Skal der ”trækkes” opgaver/ændringer over fra årsplanen, så gør det nu. Har du været syg og er kommet bagud, så du skal omprioritere noget af din tid, så gør det nu. 

4. Skaleringsmuligheder

Tag prioriteringsbrillerne på. I perioder hvor der skal bruges tid og energi på større opgaver, læsning eller eksamen – der kan du kigge på om du skal skabe mere læse- og opgaveløsningstid ved at skrue ned for nogle af dine andre aktiviteter. Så selv om du gerne vil træne 5 gange om ugen, så skruer du ned til 2 eller 3 gange og får derved skabt mere tid til skolearbejdet. Selvom det kan føles frustrerende at skulle give afkald på træning, byture eller andre sociale aktiviteter – så kan du prøve at se det i et større perspektiv. I et længere livsforløb betyder de måske ikke så meget at springe træning eller fest over nogle uger hvor der skal arbejdes intensivt med skolearbejdet.

5. Fristelser

Det er nemmere at sige NEJ til noget, når du allerede har sagt JA til noget andet. Når du har planlagt din uge, så har du prioriteret hvordan du vil bruge din tid. Hvis du så bliver ringet op og spurgt om du vil med i biografen – på et tidspunkt du egentlig havde planlagt at læse – så er det meget nemmere at sige nej tak, og klø på med læsningen. 

6. Balance 

Det kan måske være fristende at skære sociale og fritidsaktiviteter væk og fylde kalenderen med læsning og opgaveløsning. Men er det den bedste vej til en god karakter? Vi tror på at balance er vejen, selvfølgelig skal du læse, men du skal også have et liv hvor du er social og hvor du har mulighed for at dyrke nogle af de interesser der gør dig glad og tanker dig op. 

Måske du allerede er vant til at strukturere og skabe overblik – måske er denne måde helt ny for dig. I pressede perioder kan planlægningen være med til at holde fokus på, hvad der er vigtigt, hvor langt du er kommet, og hjælpe dig til – med god samvittighed – at holde fri og tanke op·

Find din energirytme

Vi har alle sammen tider på dagen, hvor vi arbejder mere fokuseret og kan klare længere stræk med høj intensitet og motivation. Andre tidspunkter på dagen kan vi føle os trætte og energiforladte. Her handler det om at kende sig selv godt – hvornår er det, at det føles let og ubesværet at gå i krig med tungt læsestof eller komplekse opgaver – og hvornår er det praktisk taget umuligt at få noget til at hænge fast?

Typisk har vi mest energi om morgenen/formiddagen, hvorfor det kan være mest hensigtsmæssigt at lægge det ”svære” arbejde der. Hvordan er det for dig?

Power nap

Hvis du føler eftermiddagen meget lang, og du næsten ikke kan holde øjnene åbne, så kan en mulighed være en power-nap. Læg dig og hvil/sov i 15-20 minutter. Sandsynligheden for, at du får meget mere ud af dagen, er stor. Powernapping er bevist at øge din indlæringsevne, korttidshukommelse og energi til opgaveløsning.

Pomodoro

Pomodoro-metoden er oprindeligt navngivet efter et æggeur udformet som en tomat J. I stedet for at planlægge 3 timers sammenhængende læsning, så skærer du læsningen op i mindre bidder ”pomodoros”. Hver ”pomodoro” er efterfulgt af en kort pause, hvor din hjerne kan skifte fokus, få en pause, måske en snack, en puls-snack eller 5 minutters frisk luft.

Start med 25 minutters arbejde – derefter 5 minutters pause. Mærk efter – og skru evt. op til 35 eller 45 minutter. Igen er det et spørgsmål om at kende sig selv. Hvor lange ”pomodoros” er det bedste for dig? Når du har kørt 4 ”pomodoros” – så kan du lægge en længere pause ind, for eksempel din frokost, en gå- eller løbetur. Og så starte forfra igen med ”pomodoros”. 

Hver dag kan indeholde x antal ”pomodoros”, pauser, nærende måltider, motion, noget socialt eller andet der ”tanker dig op”, en god nats søvn. 

Selvkontrol

Bliver du også lokket? Af facebook, Snapchat, netaviser, Youtube eller andet? Du er ikke alene. Og forskning viser, at det tager fra 15 til 25 minutter at komme ind i en opgave igen, når du er blevet eller har afbrudt arbejdet. 

Der findes mange forskellige hjælpere til at slukke for distraktionerne: sæt din telefon i ”flight mode”, installer program på computeren, der begrænser adgang til www og sociale medier, i afgrænsede perioder f.eks. Freedom (både Windows&Mac), Selfcontrol (Mac) eller til Windows ColdTurkey.

Hvor

De fysiske rammer er også vigtige. Igen her er det vigtigt at kende sig selv. Hvor arbejder du bedst? Derhjemme – i læsesal, på biblioteket, alene, sammen med andre?

Rund dagen af

Rund dagen af – 3 positive tanker om dagen, der er gået – hvad er du tilfreds med, hvad har du gjort godt? 

Ugeskema

Du kan med planlægning dele de store opgaver op i mindre overskuelige bidder, så du mindsker risikoen for overspringshandlinger og ineffektivitet. 

Categories: Blog

0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *