fbpx

Nogle mennesker har en tendens til at gå og bekymre sig om alt dét, der kan gå galt. 

Dét er med til at skabe en dårlig tilstand. Andre er gode til at dagdrømme om alt det, de glæder sig til. Det skaber en god tilstand. 

Du kender som gymnasieelev måske dét at have tanker om noget, du frygter… Hvilken følelse/tilstand skaber det i dig, når du giver opmærksomhed til tanker a la: 

”Åh nej, hvad nu hvis klappen går ned til eksamen” eller ”hvad nu hvis de andre tænker, at jeg ikke kan finde ud af noget som helst”?

Følelser 

Er noget vi alle sammen har. De kommer og går i løbet af dagen. Nogle af dem er gode til at hænge fast, andre er mere flygtige og forsvinder hurtigt igen. 

De negative ”lander” så at sige på én, mens man mere oplever at skulle opsøge de positive.

Man kan også sige, at de negative følelser er skabt for at hjælpe os til at overleve! 

Frygt, vrede og afsky tvinger os til at tænke snævert og til at handle. 

De positive derimod udvider vores tanker om mulige handlinger, som kan skabe en attraktiv fremtid. Glæde, interesse, håb – drives af driften til at lege og være kreativ, udforske og lære samt opnå positive forandringer.

Forskere har været nysgerrige på hvad der skal til for at skabe balance – så vi har et liv, hvor vi oplever, at vi trives. Vi kan ikke undgå negative følelser, men de skal på den anden side heller ikke fylde det hele. Vi kan heller ikke kun ”fodre” vores hverdag med positive følelser, så bliver man nærmest lalleglad og u-autentisk. 

Balancepunktet ligger omkring 1:3

For hver negativ følelse skal der tre positive til. Lidt som hvis du forstiller dig et sejlskib. Kølen er de negative, og masten med sejlet, der skal drive skibet fremad, er de positive. Uden kølen kan kursen ikke stabiliseres, og uden sejlet kan skibet ikke komme nogen vegne.

Når nu de negative nok skal ”lande” på dig helt automatisk, så kan det være en god idé at træffe et  bevidst valg om at flytte fokus til, hvad du kan gøre for at få flere af de positive emotioner.

Nogle forskellige måder du kan øge antallet af positive emotioner på:

  • Du kan være opmærksom på nuet, fordi de fleste øjeblikke faktisk er positive. Vi mister mange muligheder for at opleve positive emotioner nu, ved at tænke for meget over fortiden eller bekymre os om fremtiden; Vær åben over for det, der er, lige nu.
  • Du kan også være opmærksom på menneskelig venlighed – ikke kun, hvad andre har gjort for dig, som hjælper din følelse af taknemmelighed, men også hvad du kan gøre for andre mennesker, og hvordan du kan være med til at ændre nogens dag, i positiv retning. 
  • Bare det, at være opmærksom på, når du er venlig, kan gøre dig mere positiv.
  • Du kan også gå udenfor i godt vejr. Mennesker, der tilbringer bare 30 minutter uden for, når vejret er godt, oplever en forbedring af deres humør.

Sammenhæng mellem tanker og følelser

Vi behøver ikke en gang opleve noget i virkeligheden for at skabe følelserne i os selv. 

Alene det at gøre sig forestillinger om noget, skaber følelser. 

Der er en stærk sammenhæng imellem tanker og følelser. 

Forestil dig at du står på kanten af en dyb kløft. Der er meget langt ned – og du skal over på den anden side. Foran dig er en lang smal hængebro, gamle brædder danner bunden og der er to trevlede reb at holde i, når du skal over kløften. Forestil dig, at du tager det første skridt ud på broen, den svajer i vinden, trinnene knirker…. Du går langsomt over broen, skridt efter skridt. 

Nu er du tæt på kanten på den anden side. Du tager et sidste skridt ind på fast grund… 

– Og foran dig ser du en smuk grøn eng, du mærker solen varme dig og en lun brise får blomsterne på engen til at svaje fra side til side. Du kan høre fuglene synge og græshopperne stemmer også i – det er sommer. I det fjerne kan du høre latter. Det er dine bedste venner, der er samlet og venter på dig. I skal være sammen de næste timer og lave noget af det, du synes allerbedst om…

  • Hvordan føltes det at tænke på at krydse kløften?
  • Hvordan føltes det at tænke på sommer-engen og dine venner?
  • Det var to scenarier, du skabte på ganske få sekunder – og begge tankerækker skabte følelser i dig. 
  • Hvilke følelser kunne du identificere?

Overvej hvordan du fra i dag kan skabe balance mellem positive og negative følelser. 

Categories: Blog

0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *